Om Rottweileren

Rottweileren - en brugshund

Rottweilere er aktive hunde, der kræver masser at selskab, træning, motion og hjerne-aktivering.

Racen er avlet som brugshunde, hvilket bliver meget kendetegnende  ved at Rottweileren er utroligt arbejdsom, lærevillig og forholdsvis nem at træne.

Da der i avl af Rottweileren er lagt meget vægt på hundens brugsmæssige anlæg vil en rottweiler, der bliver godt stimuleret - både mentalt og fysisk - være en fantastisk arbejdsven og familiehund.


Ved at stimulere Rottweileren med forskellige arbejdsopgaver og øvelser der træner både krop og sind kan man få en hund der er forholdvis nem og medgørlig – og som simpelthen ELSKER sofahygge.


En Rottweiler der keder sig, er til gengæld ofte ikke så behagelig at leve sammen med, for da det er meget intelligente hunde, vil de oftest blot finde på noget beskæftigelse selv. Det er altid bedre at lave ulykker for at få opmærksomhed end det er at kede sig, hvis man spørger en Rottweiler.

 

Der findes mange forskellige måder at sikre at Rottweileren er en glad og stimuleret hund, og præcis hvad den enkelte hund synes bedst om vil skifte fra hund til hund. Racen er dog generelt set god til arbejdsopgaver der kræver tankevirksomhed og samarbejde fra både hund og fører.


De opgaver man laver med en Rottweiler må derfor gerne skifte lidt fra dag til dag. Det virker til tider som om, at jo mere atypisk en opgave er, jo sjovere synes hunden det er.